Historien

 

Beretninger fra min barndom i Åsted før - Uddrag fra mine ”Livserindringer”

Skrevet af Svend Erik Strøm, født i Åsted og senere lærer ved Åsted Skole


Erindringer fra min barndom tager sin begyndelse i Åsted sidste halvdel af 1930'erne, et lille, men dengang velfungerende landsbysamfund i Salling med ca. 800 indbyggere.
Åsted´et var det sted, hvor man oprindeligt kunne forcere åen, der snor sig igennem de lave moseområder fra Thorum i sydøst til middelalderborgen Østergård, som ligger lidt syd for Åsted kirke.
Landsbyens huse ligger tæt på hver side af vejen, som i min barndom var grusbelagt og i fugleperspektiv tegner et kors.
Byen havde dog trods sin lidenhed såvel smed, som bager, to købmænd, et ismejeri, legetøjshandel, garnbutik og cykelhandleren, hos hvem vi kunne blive klippet, børn betalte 25 ører og voksne 75 ører pr. klipning.
På telefoncentralen kunne man altid finde flere af byens madammer på skift medbringende blødt brød til kaffen, de skulle orienteres om, hvad der skete i det lille samfund.
Iblandt husene var der bøndergårde og tre vognmænd, forsamlingshus og endelig forskolen til de små i 1. og 2. klasse, under kærlig, men bestemt ledelse af frøken Jungersen.
Modstræbende måtte hun sende børnene videre til den store skole, der blev ledet af førstelærer S. Geertsen og 2. lærer Å. Hansen.
Kun i vinterhalvåret skulle vi møde alle ugens 6 dage, om sommeren kunne vi nøjes med den halve undervisningstid, der skulle jo også gerne være tid til at tjene føden hos bønderne.
 

Barndomshjemmet, som jeg husker det svagt fra alderen 3-4 år, var den anden af fire lejligheder i et hvidt rækkehus overfor kirken med et offentligt haveanlæg imellem.

Foruden min far, som jeg naturligt holdt meget af, vil jeg altid huske et par søde ældre mennesker fra den tid: Jens og Sine, de boede på loftet i huset på den anden side af vejen hos Thorvald-vognmand.
Jeg kom der dagligt, de var elskværdige, og hos dem fandt jeg tryghed og varme.
Jeg husker tydeligt mit tilflugtssted under deres sofa, når verden udenfor krævede, at jeg stod til regnskab for mine ikke særligt positive handlinger. Som dengang jeg, alene hjemme, skulle prøvekøre min selvbyggede bil.
Naturligvis skulle der påfyldes olie, og da jeg jo havde set, hvorledes vognmanden åbnede hanen til den store olietønde, kunne dette problem nok klares. Desværre for vognmanden og jeg, lykkedes det ikke at få hanen lukket helt igen. Min mor vidste, hvor de skulle finde mig.
Efter at stormen havde lagt sig et par dage senere, kunne jeg lukke hånden om den smukke foldekniv, som min far gav mig.

Karakteristiske lyde vækkede mig om morgenen. De kom ovre fra smedens, hvor smed Frøslev og svendene svang de store hamre mod rødglødende jern, der blev formet over ambolte til plovskær, harver m.m.
Ofte var lydene krydret med hestevrinsken og høje forbandelser fra smedesvendene, som tit måtte affinde sig med at blive kastet hid og did med et af hestens bagben mellem knæene.
Dramatisk så det ud, når de varme hestesko i kaskader af røg og damp blev presset mod hovene og de lange søm blev slået i.
Først sent om aftenen blev fyrværkeriet fra esserne slukket og svendene stod og vaskede sig i kulsort vand, som de i hænderne løftede op til næsen og prustede ud, før de skulle spise.

Familien Sig var spændende og aktive naboer.
”Mutter“ passede gederne, jeg husker hende siddende bag geden og malke - upåvirket af, at den løftede halen og afleverede ”delfoler”.
Ustandselig hang næsen til dryp, kun ”delfolerne” kunne sies fra mælken, inden hun forarbejdede den til smør og ost.
Fulgt af skrålende unger trak hun gederne ned gennem byen til græsning morgen og aften, lille og spinkel var hun.
”Fatter” Sig var landsbyens ugentlige sendebud til Skive.
Med tasken fuld af ordre, og deres høje alder og næsedryp til trods, tog han hjertelig afsked med ”Mutter” udenfor gadedøren i tæt omklamring og langvarige kys.
Før end han nåede at dreje om hjørnet ved brugsen, havde han mange gange vendt sig om for at vinke farvel, inden han, udenfor synsvidde, begav sig ud på den fire kilometer lange cykeltur til stationsbyen Durup, hvor det store damplokomotiv, forspændt en lang række vogne, var klar til afgang.
Når afgangssignalet havde lydt, satte det store uhyre sig i bevægelse og forsvandt i røg og damp ud ad skinnerne på sin 30 km lange rejse til Skive.
 

 

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her