Navngivning af pladsen foran Da Winti

Indvielse
Fra: 24-10-2013
Til: 24-10-2013

Anton Rask – landsbylæge, modstandsmand og diplomat

 

 

 

Torsdag den 24. oktober kl 16.30 inviterer Skive Kommune til navngivning af pladsen foran Da Winti. Anders Bøge vil på vegne af Skive Kommune holde tale, og også Anders Rask, Anton Rasks søn, vil være til stede ved ”afsløringen” af navneskiltet.

 

Samme aften arrangerer Foreningen for Fursundegnen på Da Winti et foredrag om én af Seldes mest betydningsfulde borgere gennem de seneste 100 år:

 

Den navnkundige læge Anton Rask (1897-1966) i Selde, der ydede en usædvanlig indsats under tyskernes besættelse af Danmark.

 

Til november kommer en bog om doktor Rask på gaden. Ved arrangementet i Selde er det ikke bare forfatteren, journalist Merete Just, der fortæller. Som noget helt særligt er også lægens søn, Anders Rask, Odense, med for at fortælle om begivenhederne under besættelsen i sin barndoms Selde.

 

Og selv om 78-årige Anders Rask har boet mange år i andre egne af landet, mestrer han fortsat barndomsbyens dialekt.

 

Historien om landsbylægen i Selde i Nordsalling, Anton Rask er ikke ”blot” historien om Sallings mest fremtrædende modstandsmand.

 

Beretningen rummer også brudstykker af andre mænds historie. Brudstykker, som er nødvendige for at forstå de udfordringer, som modstandskampen kastede Anton Rask ud i.

 

Da lægen i marts 1945 måtte gå under jorden blev han diplomatisk medarbejder for den navnkundige modstandsmand Jens Toldstrup. Med udgangspunkt i Skive blev han kendt som ”Nordeuropas bedste nedkastningschef”, men Toldstrup havde samtidig sit opfarende temperament imod sig. Og derfor blev der god brug for doktor Rasks sans for diplomati.

 

Inden han i marts 1945 blev ”illegal”, havde doktor Rask fungeret som én af modstandsbevægelsens læger om natten, mens han passede sine patienter om dagen. Det var ingen let sag, da Skive-egnens mest fremtrædende nationalsocialist en overgang boede på det nærliggende Branden Teglværk.

 

Bogen ”Anton Rask – landsbylæge, modstandsmand og diplomat” udkommer fredag den 22. november. Den er illustreret med et righoldigt udvalg af billeder fra før, under og efter besættelsen – og mange af dem har ikke tidligere været offentliggjort.

 

Adskillige af dem vil blive vist den aften i Selde, hvor det altså dels er Anders Rask, dels Merete Just, der til daglig er journalist på Skive Folkeblad, der fortæller.

 

Der er fri entré til foredraget på Da Winti, hvor der kan købes kaffe, te og andre forfriskninger.

 

 

 

 

 

 

Kontaktperson

Da Winti, Selde

Furvej 14
7870 Roslev
21728772

Sted

Da Winti

Furvej 14, Selde
7870 Roslev
21728772

www.dawinti.dk

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"

cookie ikon

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her