Fremtidscafe i Fursund skole

Forsamling
Fra: 27-10-2026 - 11:00
Til: 27-10-2026 - 18:00

Hvad skal der ske med den tidligere Fursund Skole?
Lige nu er et forprojekt i gang, som skal undersøge mulighederne for at give skolen nyt liv med to hovedfunktioner: Fursund Kulturhus og PLAKAT – et internationalt orienteret udstillingssted for plakatkunst.
Visionen er et sted, hvor det lokale fællesskab møder kunst og kultur med nationalt og internationalt udsyn.
Kulturhuset skal være Fursundegnens fælles hus – med plads til foreningsliv, kreative aktiviteter, værksteder, kurser, fællesspisning, ungdomsaktiviteter, møder, arrangementer og måske en masse andet, vi endnu ikke har tænkt på.
PLAKAT skal være et levende udstillingssted for plakatkunst og visuel kommunikation med afsæt i den internationalt anerkendte grafiske designer og plakatkunstner Finn Nygaards kunstneriske virke, samlinger og store internationale netværk.
Men hvad skal der helt konkret ske i bygningerne? Hvad har Fursundegnen brug for? Hvad skal der til, for at Kulturhuset bliver et sted, man bruger og føler ejerskab til? Og hvad skal PLAKAT kunne, for at både lokale og besøgende får lyst til at komme – og komme igen?
Det vil vi meget gerne have jeres bud på.
Derfor åbner vi i oktober dørene til Fremtidscaféen i det gamle lærerværelse på Fursund Skole.
Her kan du høre mere om projektet og komme med idéer, ønsker og visioner. Du kan skrive, tegne, bygge, diskutere – eller bare tage en god snak over en kop kaffe.
Fremtidscaféen er åben:
Torsdag 1. oktober kl. 13–18
Torsdag 8. oktober kl. 13–18
Torsdag 22. oktober kl. 13–18
Derudover holder vi to særlige Fremtidscafédage:
Tirsdag 27. oktober kl. 11–18
Torsdag 29. oktober kl. 11–18
De to dage er der ekstra god tid til blandt andet skoleklasser, dagtilbud, foreninger, virksomheder og andre grupper.
Alle er velkomne til alle dagene. Tag gerne familie, venner, naboer, kolleger eller nogen fra din forening med.
Fursund Skole har i generationer været et sted for læring, aktivitet og fællesskab. Nu undersøger vi, om stedet igen kan fyldes med mennesker, aktivitet og liv.
Gode idéer vokser, når vi skaber dem sammen.
Fursund Skole, Jungetvej 3, 7870 Selde
Benyt bagindgangen via hallens parkeringsplads.
Spørgsmål eller aftale om besøg for en gruppe:
Stine Holmgaard, projektkoordinator
Tlf. 51 88 20 80
stineholmgaard@me.com
Del meget gerne opslaget, så vi får så mange forskellige mennesker og perspektiver med som muligt.

Sted

Selde Skole

Skolebakken 8
7870 Roslev

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"

cookie ikon

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her