Oktober 2015

Nyhedsbrev ang. kunst med mere oktober 2015

Så er der pludselig gået en måned siden seminar, fernisering og fest i forbindelse med projekt: Skulpturlandsby Selde 2014-2015. Det blev herlige dage med oplevelser langt ud over det sædvanlige.

Det gjaldt for fredag aften den 4. sep. med seminar, hvor årets kunstnere med flere fortalte om deres projekter, og hvor den efterfølgende veloplagte samtale/diskussion foldede sig ud i en meget åben og frejdig stemning.
Det gav mulighed for at gå i dybden i forholdene omkring kunst i det offentlige rum og at drøfte spændingsfeltet mellem forfald, natur, kultur og kunst. Mange forskellige meninger og synspunkter var fremme i debatten.

Også lørdag den 5. sep. blev en oplevelsesrig dag og aften. Kl. 15 åbnede ferniseringen med fine taler af kurator Marianne Jørgensen, formand for Skive Kultur- og Fritidsudvalg, Ditte Staun og oplæsning af forfatter Marianne Jørgensen, der havde skrevet en novelle inspireret af den festlige afholdelse af Valborgsaften 2014 formidlet af kunstneren Karen Bunten.

Dernæst gik turen rundt i byen med første stop ved Åndehullet, hvor Cecilie Bendixen lancerede Danmarks nye nationalret serveret i Frejas sal, et telt bestående af lyse afbarkede løvtræsstammer, hvorover et tag af 11 dannebrogsflag hvælvede sig op mod himlen. Nationalretten var smuk og velsmagende. Det var ikke stegt flæsk med kartofler og persillesovs men stegte rødbeder med kartoffel og persillesovs bestående af persille rørt med ristede, hakkede hasselnødder. Det hele serveret på et blad af spidskål.

En festlig start på en rundtur, der førte den store begejstrede flok fra det ene spændende kunstværk til det andet. Hvert sted kommenterede kunstneren sit værk og åbnede dermed op for en bredere forståelse af inspirationen og tankerne bag værket.
Det hele foregik i en meget munter og åben atmosfære med en livlig snak indbyrdes.

I rigtigt limfjordsvejr med småregn, jagende skyer, sol og mest blå himmel bevægede vi os rundt i byen til forunderlige steder, som kunstnerne havde valgt til deres sted som f.eks. ved og i et gammelt drivhus, i den lukkede sparekasse, i Brugsen, på en vildvoksende grund osv.
I det udleverede katalog kunne man på et kort følge med på ruten og læse kunstnernes Artist Talk.

Flokken kom tilbage til Da Winti klokken seks og blev modtaget af festlig og fyrig musik. Nostalgia, et 12-mandsorkester med Otto Lindum gav startskuddet til en festlig aften med dejlig mad, herlig musik og en masse dans.

Mængden af begejstringsbegivenheder nåede nye højder.

Søndag aften blev der vist et indslag fra Selde i TV midt-vest optaget søndag formiddag. Det var et kort men fint indslag med et udvalg af kunstværker og kommentarer fra nogle af kunstnerne og kurator Marianne Jørgensen.

20. sep. nåede vi frem til den helt store BANKOaften, hvor albummet Selde Selected kom frem i lyset, blev udleveret til alle, og det store spil om at få samlet de 90 postkort til udfyldning af de tomme felter i albummet tog sin begyndelse.
En meget festlig aften, hvor vi alle blev slået af forundring og glæde over, det smukke og interessante album med tilhørende kort, som Karen Havskov og Klavs Weiss har givet til egnen. En guldgrube af historier og mange øjenåbnende billeder. En uvurderlig gave til Fursundegnen.

I følge en kontrakt indgået mellem Karen, Klavs og Foreningen Fursundegnen er det nu foreningens opgave at formidle et efterspil og skabe situationer, hvor det vil være muligt for flere at erhverve/vinde/gøre sig fortjent til album og postkort.
Nederst i nyhedsbrevet er der en oversigt over den førstkommende tids muligheder for at mødes, bytte, lege og vinde. Flere idéer er på vej, men byd endelig ind med flere.
Husk at bede om et postkort hver gang I handler i Brugsen, i Let Køb Junget eller Seldeco. Har I ikke selv brug for kortet, er der helt sikkert andre I kan glæde med kortet.

Bemærk også, når I er i Brugsen, karrusellen med de 60 fotos af vandrende buketter. Postkortene er klar til at blive sendt ud i Verden. Også fine at anvende som gaver.

I forbindelse med Landsbytræffet i Selde søndag den 1. nov. vil det være muligt at købe en plakat, der vil vise et bredt udsnit af de vandrende buketter.
Plakaten vil være: 42 x 60 cm og koste: 125 kr.

Landsbytræffet er en meget stor begivenhed, hvor Selde og Fursundegnen får lejlighed til at fortælle om egnen, og en masse andre landsbyer og projekter fra hele Region Midt vil deltage i arrangementet, der er en del af Århus Europæisk Kulturby 2017 med undertitlen Gentænk Landsbyen. Fursundhallen med diverse lokaler vil være samlingsstedet, hvorfra der tilbydes guidede ture rundt i byen.
Følg med i pressen om arrangementet.

Foruden de omtalte begivenheder kan nævnes.
- at Cirkusfabrikken fejrede Ildsjæledagen den 26. sep. med indvielse af den nyrenoverede mejeribestyrerbolig,
- at Fursundløbet den 27. sep. blev afviklet med 200 deltagere på vej rundt i det smukke landskab og i det mest pragtfulde vejr.

Søndag 1. nov. er der Landsbytræf, Gentænk landsbyen, i Fursundhallen og rundt i byen.
Fredag 6. nov. Novemberfest i Fursundhallen
lørdag og søndag 14.-15. nov. Husflids –og julemarked i Fursundhallen

Nedenfor to link til orientering, som efter behag kan udprintes.

Landsbytræf   -   Kort med oversigt over kunsten i Selde

Det er en stor glæde, at der allerede nu igen er brug for at få støbt en model af Seldefadet skabt af kunstneren Karin Lorentzen. Seldefadet gives som gave til dem, der køber bolig med henblik på at bo her.

Margrete Møller 9. sep. 2015

 

Aktiviteterne omkring ”Selde Selected” - samlealbum og postkort fra Fursundegnen- fortsætter
Så er aktiviteterne for uddelingen af album og kort i den kommende tid på plads.
Der vil være gode muligheder for alle interesserede for at vinde både album og kort.
Siden den første bankoaften d. 18.september, hvor ingen havde set samlealbummet og kortene, er der nu rigtig mange, som glæder sig over det usædvanlige album med historier og billeder fra hele Fursundegnen – et rigtigt samlerobjekt!

Den 20. oktober er der igen et stort banko-spil. Denne gang i Selde Ældrecenter. Alle deltagere får udleveret et album, og der spilles om et utal af ”lykkeposer” med postkort til albummet. Der vil også være mulighed for at bytte kort med hinanden.

Også elever og lærere på Fursund Skole vil være involverede i uddeling af mapper og spil om kort.

Til Landsbytræffet d. 1. nov. i Fursundhallen vil gæster kunne erhverve album og kort ved at deltage i Quiz-spørgsmål og lotteri.
Der vil være en særlig stand med Skulpturlandsby Selde og de mange kunstprojekter.

Yderligere offentlige aktiviteter som ”pakkeleg” , skattejagter i de forskellige landsbyer, bytteaftener med oplæsning af historier fra albummet og andre sjove aktiviteter i løbet af efterår og vinter vil blive meddelt, når de er på plads.

Desuden får man et kort med hjem, når man handler i Selde Brugs, Junget Letkøb og Seldeco i Selde.

 

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her