November 2017

Nyhedsbrev ang. kunst m.m. november 2017
Det er lige før, vi græder…
Video-kunsten skal afsluttes!
Udstillingsperioden for videoinstallationerne i Skulpturlandsby Selde 2017
er ved at nærme sig slutdatoen…
For at fejre, at det hele er gået så godt, vil vi gerne om så mange som
muligt af hjælperne vil møde op i
Fursundhallen søndag den 17. dec. kl. 16.00.
Så vil vi i fællesskab glæde os over resultatet og takke hinanden for
indsatsen fra alle de frivillige, uden hvis hjælp det aldrig var gået.
Der vil blive serveret hyldebærtoddy og andet godt.
Alle er velkomne, både hjælperne og alle byens borgere, store som små!
På vegne af Skulpturlandsby Selde
Margrete Møller og Marianne Jørgensen
Fra den 30. september, hvor det hele startede, har der været rigtig mange
på besøg i byen, og alle, jeg har snakket med, har været overvældede og
imponerede over, hvad de har fået at se. De besøgende synes, de meget
forskellige lokaliteter, er overraskende.
Mange er gået rundt efter deres egen plan. Antallet af afhentede foldere i
Brugsen, fortæller, at mange har benyttet sig af at tage en folder med
rundt. En hel del har deltaget i en af de rundvisninger, der er blevet
tilbudt i efterårsferien og i weekenderne indtil 1. dec.
Kunstnerne har leveret nogle meget spændende udstillinger, hvor de
viser, at de er blevet inspirerede af vores område af verden, MEN det var
aldrig blevet til noget, hvis ikke en lang række af folk i Selde og omegn
havde været villige til at hjælpe til. Jeg kan ikke lave en udtømmende liste
over alle de måder, hjælpen har givet sig udtryk på. Der er blevet udvist
utrolig stor velvilje og hjælpsomhed.
Jeg tror, at vi er mange, der har oplevet efterårsmørket på en anden
måde i år end tidligere år. Det har været meget fascinerende at vandre
rundt i byen. I takt med, at mørket faldt på, blev kunstværkerne for
manges vedkommende mere og mere lysende og markante.
Nogle besøgende har oplevet, at det har været svært at finde enkelte af
værkerne. Det skyldes sikkert, at mange af dem findes på overraskende
og uventede lokaliteter. Igen opfordres der til at hente en folder i Brugsen
og så i øvrigt spørge sig frem.
Margrete Møller 23. nov. 2017

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her