April 2019

Nyhedsbrev ang. kunst m.m. april 2019

 

Igen i år gjorde børnene i skolen og børnehaven sammen med borgere på Fursundegnen en fin indsats med at rydde op og samle affald i ugen op mod Dansk Naturfredningsforenings landsindsamlingsdag.

 

Vi er klar til forår, Blomsterborten på Åndehullet stråler, Lene Noers Seldetulipan dukker op her og der, og Valborg har indtaget sin plads på Soklen. Hun glæder sig til den 30. april, hvor Soklen vil blive pyntet med blomster og grene. Børn fra skolen vil komme og synge forårssange for og med os. Skaberen af traditionen med at fejre Valborg, Karen Birch Bunten vil også deltage i år.                        

 

Det længe ventede arbejde med at placere infoskilte i forbindelse med kunstværkerne i byen er gået i gang. På udvalgte steder i Selde vil der blive opsat store oversigtskort med indtegnede markeringer af, hvor man kan finde kunstværkerne. Nogle besøgende har haft svært ved at finde skulpturerne. Vi håber at lette tilgangen til værkerne.  Det allerbedste er at hente folderen: Skulpturlandsby Selde i Brugsen eller Seldeco og dernæst bevæge sig rundt på gåben.

Lige som de foregående år tilbyder vi i forbindelse med ”Lokale Fortællinger ”guidede ture hver tirsdag med start fra Da Winti kl. 10 og en varighed af ca. halvanden time. 50 kr. pr. person, børn og unge under 16 år gratis.

Som noget nyt vil der i år som et led i Skive Kommunes Sommerskole blive et tilbud om at komme på Kunstskattejagt i Skulpturlandsbyen. En skattejagt, som vil blive afprøvet af elever fra skolen.

For at gøre os synlige ud ad til vil vi deltage i Skivemødet, hvor vi i forbindelse med arrangementerne nede på havnen har fået plads til at præsentere Middelalderborgen Østergård, Grasslands, Fursundegnen og Skulpturlandsby Selde. Desuden vil herboende dukkemager Anne Østergaard præsentere sit dukketeater.

 

Den 27.marts havde vi besøg af de første 6 af årets 9 kunstnere, der kom for at lade sig inspirere til årets arbejde i Selde. Snart vil de sidste 3 komme på besøg. Det vil blive spændende at følge deres arbejde i år, der vil have beton som tema.

Gennem Nyhedsbrevet vil jeg orientere om forløbet.

 

Vi håber på godt vejr på tirsdag, så vi i skønt forårsvejr kan fejre foråret og Valborg. I år vil vi prøve at pynte en majstang. Kom og vær med og se, hvad vi kan finde ud af.

 

Margrete Møller                                                                                 27. april 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her