Tale til Valborgaften

07-05-2014

Til jer der ikke var med til Valborgaften, eller jer der gerne vil læse talen, som Søren Peter Krarup skrev til denne skønne aften:

VALBORGSAFTENS-TALE

Så står vi her, midt i Selde, og fejrer Valborgsaften – det er nyt for os, men set i historiens lys MEGET, MEGET gammelt. Grunden til, at vi fejrer Valborgsaften i Selde, er dels, at en samling foretagsomme ildsjæle har sat sig for at gøre Selde til et brændpunkt for ny aktivitet, dels, at vi simpelthen bor her på Fursundegnen – eller har boet her. Selde er vores sted, og det passer jo godt med navnets oprindelse: I tidlig middelalder hed stedet her ”selth”, og det stammer fra det gotiske ord ”salithwos”, der betyder herberg eller bolig! Så her, hvor vores hjem er, fejrer vi Valborgsaften. Sjovt nok bor der jo også her i Selde en helt ægte, frisk og sød 97-årig Valborg!
Valborgsaften, som jo er aftenen før 1. maj, Valborgsdag, er opkaldt efter den romersk/katolske helgeninde Walburga, som var en engelsk kongedatter, der blev nonne og døde som abbedisse i klosteret i Heidenheim i Tyskland i 779. Hun må have været meget from og gjort mange gode gerninger, for hun blev helgenkåret 1. maj samme år. Ifølge folketroen havde Sankt Valborg kraft til at beskytte menneskene mod trolddom og forhekselse. Siden det 8. århundrede har denne aften altså heddet Valborgsaften; men fejringen, festen og sammenkomsten, har rødder meget længere tilbage; for menneskene har haft behov for at fejre overgangen mellem vinter og sommer, mellem goldhed og frugtbarhed, vel nærmest al den tid, der har været mennesker til. Det grundlæggende behov kan forklares ved det gamle ordsprog: ”Det skal være skidt, før det bliver godt”: På overgangen til maj har man følt, at alskens troldtøj og ondskab er løs og truer lyset, glæden og frugtbarheden, som foråret lover og sommeren forhåbentlig bringer, og at man må mødes og sammen bekæmpe disse kræfter, først og fremmest ved at være sammen og brænde bål på højene. Bålene skulle tændes med ”vild ild” – d.v.s. ild frembragt ved at gnide to stykker træ mod hinanden! Ved disse bål har der formodentlig altid foregået spøg og skæmt – måske har man ligefrem gjort, hvad man kunne for at fremme frugtbarheden! Nogen steder opstillede man også denne aften majstangen og dansede om den.
Centralt var, at man holdt sammen imod uhyggelige underjordiske kræfter, som ville én det ondt. Det var tilsyneladende først temmelig sent – i kristen tid, at man begyndte at definere disse onde kræfter som hekse og antog, at Valborgsaften og –nat var det tidspunkt, da hekse og deres herre, djævelen, festede vildt igennem, og heksene slutteligt tog et ridt til – ja, i Danmark mente man i århundreder, at heksene fløj til Tromsø i det nordligste Norge. I Tyskland mente man, at de fløj til Bloksbjerg, et højt bjerg i Harzen, og denne lokalitet har den danske folketro også taget over.
En særlig lokal hændelse kan vi her på egnen ”prale” af: Herredsfoged Knud Danielsen Hopp ville formodentlig ikke have sat sig særlige spor i historien, hvis det ikke var, fordi han var dommer i en kendt hekseproces. Som Jeppe Aakjær udtrykker det i ”Ret og Skjel”: … en herostratisk berømmelse ved i sommeren 1686 at lede forhørene over de to søstre, Anne og Mette Madsdøtre, de såkaldte ”Tise Trolde”, der brændtes på Breum Hede samme år…” Anklagen mod de to stakkels fattige og naive søstre rejstes af Hr. Steen Bilde til Jungetgård, og herredsfogeden havde næppe noget valg m. h. til dommen, da søstrene villigt erkendte sig skyldige i omgang med djævelen (på Valborgsaften), samt i alle ulykker, der kunne opremses på egnen i de sidste 20 år! Processen blev af samme grund kortvarig: Vidnerne afhørtes på Herredstinget 6.7. 1686, dommen faldt samme sted 13.7. De to søstre dømtes til ”levende at kastes på ilden og opbrændes, og deres bosted til herskabet at være forfalden”. Dommen blev indstævnet for landsretten, hvor den stadfæstedes 28.7., hvorefter søstrene - trods en kongelig ordre af 21.7. 1686 om, at ingen hekse måtte brændes uden højesteretsdom - brændtes på heden syd for Breum Præstegård.
Det var altså en ældgammel folkelig – og hedensk - skik at fejre Valborgsaften, og romerkirken brød sig ikke om sådanne hedenske skikke. Ved et kirkemøde i året 742 blev det forbudt de kristne tyskere at tænde de ”ugudelige” bål; men det var tyskerne da ligeglade med, og i Norden fejrede man muntert videre. En lidt uhyggelig parentes i historien om Valborgsaften er nazisternes fascination af den: De så skikken som udtryk for deres ædle germanske forfædres fest og brugte fejringen til at markere sig selv som herrefolk (i modsætning til undermenneskene, først og fremmest jo jøderne).
Og så nu tilbage til os, der står her i dag. Er vi bange for trolde og hekse? Vi har næsten alle lært en mængde underjordiske, onde væsener at kende gennem Harry Potter og de andre fantasy-bøger og film; men tror vi på dem, NÆPPE! I Fåre i Vestjylland er der opstået en ”Forening til Glæden over at Kornet gror”, og her har man genoptaget forfædrenes skikke med at mødes og fejre forårets komme sammen på Valborgsaften. Det er derfor, vi er her nu: Vi vil også gerne glæde os over, at lyset er vendt tilbage, at dyr og mennesker får ny livskraft, og at KORNET GROR!
GOD VALBORGSAFTEN – og god sommer!
 

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her