Marts 2016

Nyhedsbrev ang. kunst med mere marts 2016

Første forårsmåned rinder snart ud, vi stiller om til sommertid nu påskedag, forårsblomsterne lyser op, knopper på træer og buske svulmer op, dvaletiden er omme. For kunstprojekterne har der ikke været tale om dvale. I nyhedsbrevet udsendt i januar skrev Lene Noer følgende nytårshilsen:” Godt nytår og på fornøjeligt og arbejdsomt gensyn i 2016. Det er skønt at få lejlighed til at rende jer på dørene igen.”

Lene Noer har levet op til sin forudsigelse. På nuværende tidspunkt har hun og Birgitte Kristensen enten den ene eller begge været på Fursundegnen adskillige gange i forbindelse med projekt: Grasslands (overdrev). Der er blevet holdt en fælles opstart i Selde, møder for borgere i Junget, Åsted og Thorum, et fælles møde, ”Ide´værksted” i Åsted. Derudover har kunstnerne været her for at rekognoscere.

Lene Noers egne kommentarer og referater fra møderne finder du her.

Næste møde i ”Ide`værkstedet” er den 13. april kl. 19 i Åstedet. Det er et møde for alle på Fursundegnen, og det er vældig vigtigt, at alle der har lyst til at være med til at arbejde med forslag til udvikling af vores egn, kommer og er med.

Det er en fantastisk chance, vi har for at være med i et arbejde af denne art, derfor grib chancen og kom frit frem. Det er spændende, at hele Fursundegnen bliver involveret i Projekt, Grasslands. At projektet rækker ud over vores egn, åbner op for uventede muligheder og oplevelser.

Vi er så heldige, at Marianne Jørgensen igen har store planer for projekter, og de vil blive ført ud i livet i løbet af 2016 og 2017 som en videreførelse af Skulpturlandsby Selde.

I år vil vi få besøg af nogle kunstnere, der vejledt af Danmarks førende støbemester Peter Jensen, vil arbejde med støbeprocesser. Der vil blive rig lejlighed til at følge arbejdet, som vil strække sig over perioden 18. juli – 5. aug.

I 2017 vil der blive arbejdet med videoproduktion i meget stor skala. Nogle af kunstnerne vil allerede komme i år for at gøre studier til arbejdet det følgende år.

Såvel Grasslands projektet som videoprojektet er en del af Århus som europæisk kulturhovedstad 2017 og vil dermed via Århus 2017`s presseapparat blive omtalt både nationalt og internationalt.

Det bliver spændende for os at følge og leve med i de mange ting, der nu er på vej.

På vedhæftede filer fortæller Marianne mere udførligt om Skulpturlandsby 2016 og 2017.

Foråret er også en tid for generalforsamlinger, en tid, hvor medlemmerne i de forskellige bestyrelser fortjener en tak for deres bidrag til livet her på Fursundegnen.

Foreningen Fursundegnen opfordrer igen i år til forårsrengøring på vores egn lørdag eller søndag den 16.- 17. april kl. 10. Vedhæftede plakat fortæller om mødesteder.

Selde Selected giver stadig anledning til mange herlige hændelser. Husk at følge omtalerne på facebook, www.fursundegnen.dk og www.selde-selected.blogspot.dk

Margrete Møller                                                                                                       27. marts 2016

GRASSLANDS nyt

 

 

Vi har nu holdt møder med Åsted, Junget og Thorum separat, og det første af mindst 3 "uformelle" møder. Disse handler i første omgang om kortlægning af steder, visioner, behov og ideer, som vil danne grundlag for fremtidige kunstprojekter. Birgitte og Jeg er blevet inviteret til at holde oplæg i Amsterdam Rural Forum ( et Hollandsk forum for udkantsproblematik) i maj, derfor speeder vi kortlægningsprocessen op, så vi har et stort og godt materiale om Fursundegnen at tale ud fra. Det næste møde er programsat til 13. april kl 19 i "Åstedet" og vil gå videre i udviklingen af fysiske og mentale landkort og modeller. Alle er velkomne, også, og gerne,  nye ansigter !

Her følger referater af møderne...

Referat af det uformelle møde / ideværksted i "Åstedet" d. 9. marts
Som oplæg viste jeg filmen "REDANE", mest som en lille provokation, og for at få alle aspekter og synspunkter omkring planloven, gentænkning af landskabet og landsbyerne på banen, når vi for alvor ruller op for debatten i 2017.Derefter fulgte en række billeder af landskabskunst og landskabsarkitektur i nogen af de utallige former der har antaget. Og så gik arbejdet i gang, med at kortlægge grundfortællinger, fokuspunkter i og lige omkring landsbyerne  og ønsker, visioner og ideer. Dette arbejde vil fortsætte de næste par møder - og sandsynligvis resten af dette år, indtil vi i fællesskab har besluttet hvilke projekter skal gennemføres og hvor.
Næste møde d .13. april vil der komme en oplægsholder og Leo Sagastuy vil videodokumentere. 

Referat af mødet i Thorum:
Også i Thorum viser det sig, at der allerede er gang i en plan - en drøm om at få etableret en skov på et stort område mellem kirken og Forsamlingshuset. Og også her er der fremmødt engagerede borgere som nu øjner lys for enden af tunnelen, i og med at vi måske kan udvirke at de sidste midler bliver fremskaffet.
Så det vil vi bestræbe os på...og se om vi kan få sneget noget kunst ind samtidig med

Referat af mødet i Junget:
Allerede på første møde i Fursundhallen stod det klart at Junget-borgerne havde stærke og klare planer med netop det område Birgitte havde udset til sit værk: nedlægning af mursten fra 4 huse i det grønne område ved Fjordvej/Savværksvej, så vi satte hinanden stævne d. 23. februar for at se om de to projekter kunne integreres - hvad de heldigvis for os viste sig at kunne.
Også her mødte vi et enestående engagement, og synes at Junget fortjener et mesterværk ! 
På stormødet kom det frem at Junget faktisk betyder "Gyngende grund", men det må vi se at få gjort til skamme. Der kom masser af gode iodeer på bordet, både på første og andet møde.

Referat af mødet i Åsted:

Der var utroligt mange gode ideer til både steder og værker, og vi er meget glade for det store engagement de fremmødte viste - vi glæder os til samarbejdet ! På stormødet blev deltagerne bedt om at finde.deres landsbys grundfortælling: Åsted - stedet man vender tilbage til. Åsteds historie går langt tilbage, eksemplificeret gennem Borgen og Kirken. Storhedstiden var 50'erne og 60'erne, men byen har været under afvikling siden 90'erne: den gode nyhed er at børnefamilier nu er begyndt at købe huse og slå sig ned i Åsted
Om ikke så længe vil Birgitte og jeg gerne på tur ud til de steder der er blevet talt om

 

 

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her