Nyhedsbrev februar 2018

Nyhedsbrev ang. kunst m.m. februar 2018
Den lange udstillingsperiode med videoværker rundt i Selde startede den 1. oktober og sluttede
den 17. december. Begge gange skålede vi i hyldetoddy for en spændende og flot udstilling. Ved
afslutningen, som vi markerede i Fursundhallen glædede vi os over, det meget vellykkede forløb,
og glædede os i særdeleshed over, at teknikken havde fungeret så fint. Der blev sendt en stor tak
til alle de deltagende kunstnere, alle hjælperne og i særdeleshed Marinus, som havde styr på de
mange elektriske finesser omkring tænde og slukke for lys og lyd m.m.m.
Vi var enige i, at videoværkerne havde givet byen en magisk periode, som nu er lagret i den
fælles hukommelse.
I løbet af den 18. dec. blev værkerne taget ned. Brugsens vinduer var ikke længere fyldt af
mennesker i livlig snak med hinanden, Jette Gejls store landbrugslandskab med de arbejdende
maskiner forsvandt, ikke flere lyde af hestehove og vrinsken fra drivhuset, ikke flere
trampolinhop i garagen ved Kunstnerhuset, ikke mere hallokor fra trætoppene ved Seldeco osv.
osv.
Heldigvis kan artikler, billeder og videoer af projektet findes ved at google Skulpturlandsby Selde.
Snart vil bogen om Skulpturlandsby Selde 2016 – 2017 udkomme. I Seldeco kan man stadig købe
den fine bog, der fortæller om Skulpturlandsby Selde 2014 – 2015.
Ved at følge med i pressen er det tydeligt, at de kunstnere, der har udstillet her i Selde også
udstiller mange andre steder. De er efterspurgte og har noget på hjerte.
Her følger en ufuldkommen liste over steder, hvor man for tiden har kunnet se værker af nogle
af de kunstnere, der har været med her i Selde
Hvidovre strand – ny strandpark – Karin Lorentzen ( Seldefadet). Værket er nomineret til
arkitekturprisen Årets Arne 2017
Museet for religiøs kunst, Lemvig: Karin Lorentzen
Viborg Kunsthal: Marianne Jørgensen
KUNSTEN Ålborg: Marianne Hesselbjerg
Nordkraft Ålborg: Sonja Lillebæk Christensen og Heine Klausen
Vejen Kunstmuseum: Camilla Berner
Aros Aarhus: Hanne Nielsen og Birgit Johnsen
Kvindemuseet, Aarhus: Katja Bjørn
Charlotte Fogh Gallery, Aarhus: Katja Bjørn
Kastrupgårdsamlingen, Amager: Torgny Wilcke, Elle Hyllemose, Karen Havskov Jensen, og
Marianne Jørgensen
Psykiatrisk afdeling Skejby: Stor udsmykningsopgave udført af Eva Koch
Statens museum for kunst: Kenneth A. Balfeldt
Sydhavn Station: Peter Olsen
Peryton, Dronningens Tværgade, Kbh: Michael Mørkholt
Alt tyder på, at der i løbet af foråret vil komme en afløser for det meget populære Selde-byskilt,
Skiltet havde kunstneren Martin Olsen fremstillet af materialer fra Kræn Vindes nedrevne gård.
Dermed havde det en begrænset holdbarhed. Martin er i gang med at få fremstillet et nyt skilt,
som vil blive opsat på nordsiden af vejen ind til Selde. Sammen med Lene Noers
møbelarrangement ved krydset, det fine kig til Præstegården på den ene side og Seldeco på den
anden, opnår vi at få en fin, interessant og imødekommende indkørsel til byen. Et stort ønske fra
starten på vores byfornyelsesprojekt.
I næste brev vil der være nyt om bogudgivelsen, Gitte Juuls værk på Gartnergrunden og planer
for sommeren og efteråret.
Den Lokalhistoriske kalender udgivet af Sundsøre Lokalhistoriske Forening og Sundsøre
Lokalarkiv har som tema for 2018: Vi rejser sten! Skulpturer og mindesten m.m. i Nord- og
Østsalling.
Foreningen Fursundegnen inviterer i samarbejde med Lokalarkivet til en aften i Fursundhallen
med ovennævnte tema. Med udgangspunkt i kalenderen vil der blive vist billeder af et udvalg af
de mange skulpturer og mindesten, der findes i den gamle Sundsøre Kommune
Vel mødt til en spændende og interessant aften onsdag den 7. marts kl. 19,00 i Fursundhallen.
Entré 30 kr. incl. kaffe
Margrete Møller 26. feb. 2018

Sponsorer

Projektet er støttet af Region Midtjylland gennem projektet "Selde som fremtidens landsby"